Vi tjekke ud af hotellet i Dubai kl. 06.15. Vi blev kørt til lufthavnen i en meget flot Lexus. Hernede er det vel nærmest bare en lille billig bil, men jeg var imponeret. Det er en smuk bil, synes jeg.
Solen stod op – da vi kørte ind på lufthavnsarealet – og sagde farvel på smukkeste vis.
Vi skal flyve med Quantas A380…. mindre kan jo ikke gøre det … 😉
Ind tjek, immigration (de glor helt vildt på en i deres oliesheik tøj) og sikkerhedstjek forløb forbavsende hurtigt og så var det bare hen til toget … stadig flippet …som skulle tage os til gaten, hvor vi skulle være senest kl. 08.40 – rigelig tid.
Vi så os lidt omkring i den store lufthavn … altså i området omkring gaten, vi skulle jo nødig blive væk ….og pludselig var det tid til at gå om bord !
Det er vel efterhånden en offentlig hemmelighed, at det der med at flyve ikke ligefrem er min hof ret, så jeg er ikke den der lige løber først. Nå, men foran os lå altså 13 timer 55 minutters flyvning og det var altså en anelse angstprovokerende for mig at gå om bord, men der er intet at stille op, hvis ens drøm er Australien.
Så sådan er det, Jytte Knudsen ! !
Vi skulle sidde på række 53, – lige bag vingen (stadig inde i flyveren .. fniiis) Vi havde vindue og midterplads som altid. Gangpladsen var “lejet ud” til en meget flink engelsk dame som skulle være i Sydney i 6 måneder. Begge hendes døtre bor dernede . …
Kabinepersonalet på Quantas var søde og hyggelige. Komforten var ikke helt så luksus som på Emirats, men måske var det i virkeligheden fordi Quantas – i modsætning til Emirates – var propfyldt, så det føltes i begyndelsen en anelse klemt og der var heller ikke helt så meget forskelligt at underholde sin hjerne med på turen.
Forplejningen var heller ikke helt på højde med Emirates, men herregud, vi fik mad . . . og vi kunne under hele flyvningen hente hvad vi havde brug for af drikkevarer, frugt, marsbarer og kiks. Der var ligeledes tandbørster og “sovebriller” så vi havde INTET at klage over …..altsåååå, hvis man glemmer dem der sad bag os, men de faldt da heldigvis i søvn og så var der kun mandens snorken at forholde sig til … og TRO mig det var indimellem højt .. ha ha
Jeg vil godt have lov til at sige at 14 timer er VIRKELIG lang tid og vi hoppede det meste af vejen fra Dubai til Sydney. Det var på intet tidspunkt så slemt at personalet skulle sætte sig, meeeeeen jeg synes altså, at det var lige meget nok på et par tidspunkter…. suuuukk
ENDELIG var det tid til indflyvning til Sydney og jeg indrømmer gerne våde øjne, da jeg så byens lys i horisonten. DET har jeg ventet på i SÅ mange år og ENDELIG – der på skærmen – kunne jeg se lysene fra Sydney ….. så kom Lassie hjem .. ha ha ha ha. Neller kender systemet, så han smiler bare og stikker mig en kleenex …
Vi landede kl. 05.10 og den lidt frygtede tur mod immigrationsskranken begyndte – og blev fuldstændig gjort til skamme (jeg ser vist for meget TV) Nej, de er strikse og vi havde besluttet at skrive JA hvis vi var i tvivl om noget på det der kort, man skal udfylde i flyveren . .. .
Nå, tilbage til den “farlige” dame i immigrationsskranken …. Vi afleverede pas og Immigrationskort … .. et enkelt spørgsmål, et laaangt kritisk blik og et stempel og så -værsko Jytte, din drøm bliver virkelig i dette øjeblik. ….. (lassie)
Efter afhentning af bagage og en meget hurtig tur gennem tolden, satte vi os for at få den første kop kaffe på Australsk jord. Telefonen skulle jo også tjekkes – den havde jo trods alt været slukket i 14 timer … og det er jeg altså ikke helt sikker på, at min Iphone har godt af .. den bliver ensom, gør den 😉
Med det fulgte desværre også beskeden om at Randi (fars kone) var død, mens vi sad i flyet på vej til Sydney….. Det er sq svært at være langt hjemmefra når sådan noget sker, men vi havde på forhånd gjort op med os selv, at vi ikke ville tage hjem, hvis det skulle ske imens vi var i Australien. Og dem derhjemme synes også bar at vi skal få den bedste ferie alligevel . . . men vi tænker meget på dem …..
Da vi var færdige med kaffen tog vi en taxa til hotellet . . . .