Outback – dag 1 – ULURU/Ayers Rock

Vi blev hentet ved hotellet kl. 06.00.  Nej, der er ikke meget ferie over vores vækkeurs ringe tider …… Nå, men det var sådan en 4 hjulstrækker – Paris-Dacar-agtig-bus med kæmpe hjul … måske kan man bedre kalde den en ATV-bus .. Ja ja – det kan tage laaang tid at beskrive, hvad der i virkeligheden bare er en bus der kan køre i rødt sand  😉  på ozzie sprog hedder det Dirt Roads  .. Bag på ”ATV-bussen – ganske godt navn – iiih altså, hvor får jeg det fra  .. Neller, var geniet denne gang  ..  thihi) var der en trailer – altså ikke en Brenderup .. tsk..tsk.. …  Der skulle vores baggage være, når vi kørte mellem de forskellige camps…Det var også her, de opbevarede soveposer, grøntsager og så videre . ..

Guiden hed Troy  …  han lød faktisk  ligesom Jamie Oliver når han snakkede, meeeen han var ikke nær så charmerende, at se på.

Chaufføren hed Luke og han lignede da nok lige en der var taget direkte ud af en Crokodile Dundee film …  han manglede bare ”you call that a knife” .. ha ha ha … flink fyr der i starten ikke sagde meget andet et ”yea” ….

Da alle øvrige gæster var samlet op – vi var 25 i alt, fordelt på 8 nationaliteter – blev vi lige informeret ganske lidt om, hvordan de forventede at dagen skulle gå og lige der, tænkte jeg, at vi havde sq trukket guide-nitten, men hold da lige op, hvor skulle mine tanker blive gjort til skamme – han var en fantastisk fortæller  …..   og nu begyndte de 3 dages eventyr.

Efter et par timers kørsel, var første stop  – ude midt i ingenting  –  og der blev vi “kommanderet”   af bussen alle mand, for nu skulle der samles brænde til bålet !  Det var da lidt sjovt, at rende der i ødemarken og knække håndledstykke grene af træer. OG før et par stykker af jer HIMLER op om, der stakkels træer og pålægger os skylden for HELE klodens ødelagte klima, så lad mig lige understrege, at der blev gjort meget ud af, at forklare at det NATURLIGVIS kun er de døde træer man bruger 😉  Så tag det bare helt roligt, alle mine jeg-vil-ikke-finde-mig-i-at-I-spolerer-min-klode-venner – det var helt efter bogen ….møøøzzz

Nå, spøg til side ….. efter vi havde flået træer ned og kun et par mænd var kommet til skade – ingen døde, kun nogle små skrammer og ”halve træer” i ben og hænder.. (her blev mit rejseapotek et hit ..fniiis ) …. kunne vi fortsætte til campen, hvor vi skulle tilbringe natten – I første omgang var det nu kun for at spise frokost. Så vi måtte i gang med at hakke salat, skære tomater og hvad der ellers hører sig til i en sandwich. Ikke alle var helt tilfredse med, at dette er en hjælp-til-ferie !!!  Get over it and move your dertil indrettede . . . .

Da vi havde spist og ryddet op, blev kursen sat mod Uluru/Ayers Rock. Men først skulle vi lige forbi et Aboriginal Kulturcenter – mega interessant … men så …..

Ayers Rock …. det var som en drøm, at sætte sig tilbage i bussen, vel vidende, at inden alt for længe ville jeg være SÅ tæt på, som jeg kun havde turde håbe på, i alle de år .. .. .. Der er vist kun to ting i mit voksenliv, som jeg VIRKELIG har ønsket mig ville ske og dette er den ene ….

Før vi kørte sagde guiden, at når vi havde kørt et stykke tid, så ville der dukke en stor rød sten op på venstre side af bussen – “det er IKKE Uluru”, sagde han ” vi kalder den F(ool)Uluru  – fordi så mange mennesker tror at det er Uluru”  og det er vel klart nok …. køre mange kilometer – ser stor rød sten … altså må det være Uluru, så kører man lidt flere kilometer og møder ny stor rød sten med Uluru-skilt …. hmmm.. hvad fanden har jeg lige fotograferet .. ? ? ? …..  Jeg kan se det for mig ….

Nå, men altså …..  ULURU …..vi nærmer os …  “KIG UD til venstre”- råbte guiden fra sin plads …. og DER … lige der i horisonten.. .. der var den …. laangt væk, men det var den …  Jeg fik helt sommerfugle i maven og Lassie  … ja – hvad tror I selv 😉 …..

Da vi ENDELIG gjorde holdt på parkeringspladsen foran Uluru, var jeg parat til, at spurte derned og bare røre … bare sætte min flade hånd på den KÆMPE sten og mærke og føle de millioner af år, der er gået …. FOR POKKER, hvor har jeg glædet mig til dette møde … Jeg kan ikke forklare hvorfor – sådan er det bare . . . men … jeg gjorde det ikke !

Men vi skulle altså lige have nogle informationer om, hvad man gør og ikke gør, fordi der er mange – for Aboriginals – hellige steder og huler, hvor de helst ikke vil have at man fotograferer. Det gik vore guide MEGET op i og selvfølgelig skal det respekteres …

ENDELIG gik vi … ENDELIG  — lige om lidt, Jytte – så er du der  ….lige om lidt….  Det var et næsten ubeskriveligt øjeblik ….. DER stod jeg  … lige foran min drøm … for foden af Ayers Rock …  og hold da lige op, hvor er den stor .. det er helt vildt …

Jeg havde alligevel ikke forestillet mig, at den var SÅ stor og den er slet ikke jævn og glat som på alle billederne, men FLOT – det er den ….. det er … ja…  rørende . .virkelig … helt ind i sjælen?

Da vi havde gået lidt rundt om Uluru – jeg kunne næsten ikke fatte, at jeg gik der  –  kom vi ind i en hule og her fik jeg endelig mulighed for, at komme så tæt på, at jeg kunne røre ….

Jeg gik lidt rundt – derinde i hulrummet på Uluru  – og lod mine fingre glide langs væggen på den store sten. Jeg mærkede hvert et bump på det lille stykke, hver en rids, hver en skarp kant –  vi var nærmest ét Uluru og jeg  – lige i det øjeblik  – Det var SÅ fascinerende, at gå der og mærke og føle og samtidig lytte til guiden, som fortæller nogle helt utrolige fortællinger ….Jeg er ikke sikker på, at de andre, helt var på samme oplevelses-plan . . .   men for mig var det et fantastisk øjeblik – ja, et nærmest uvirkeligt ubeskriveligt øjeblik … Jeg glemmer det ALDRIG . . . ❤️

Klokken var nu blevet så mange, at det var tiden at køre hen til det sted, hvorfra vi skulle se solen gå ned over Uluru.

Det var til gengæld en af de mere “turistede” oplevelser.

Der holdt nok 25 busser og nogle udlejningsbiler – der var flere borde med snacks og champagne og vores guider stod ikke tilbage på den kant. Det var mega hyggeligt og romantisk, at stå der og se solen gå ned over Uluru, men på denne dag var det ikke alt det, det var gearet op til.

Da solen var væk, læssede vi bussen igen og så var det tilbage til campen. I dag var aftensmaden lavet så det var bare, at sætte sig til bords og få noget stoppet i skrutten. Vi fik kænguru-gryderet  . . .smagte fint . . .

Da vi var færdige blev der uddelt soveposer, lagen og hovedpudebetræk og fordelingen af telte kunne begynde  – og her kom MIG MIG MIG-mentaliteten op i folk, de løb rundt, som var det en stole-dans..tsk..tsk..tsk… – sjovt at overvære….. men først kom dagens store spørgsmål : Hvem skal sove i en swag ! ! !

Forklaring :SWAG …  er egentlig en ret stor og kraftig udendørs sovepose syet op i noget tykt lærred. Deri er der en madras og man lægger sit lagen og sin sovepose ned i den og så kan man ligge i den og sove omkring bålet og nyde stjerne og nattens lyde …..  hmmmm…

Guiden sagde : Man ligger SÅ godt, det er blødt og lunt (måske, hvis man husker tæppet, Jytte) og hyggeligt . . .. Min første reaktion var  : GLEM DET ….  Jeg er da ligeglad med hygge og stjerner – hvad med SLANGER og EDDERKOPPER og andet KRYB ….  nej nej – sagde han – de går når vi kommer – han havde ikke hørt om nogle der var døde af at sove i en swag endnu …. næææ  det er da muligt, men en gang skal jo være den første …..! ! !

TAG DIG SAMMEN KVINDE …. hvad blev der af “One life, One chance ????   Så sådan endte det med, at vi sov i en swag.  Og ja, da vi (læs:jeg) var holdt op med at høre edderkopper trampe hen over jorden og Dingos sniffe sig frem til min swag ….  var det da mega flot med bål og stjerner, men lunt, HA -det kan man ikke påstå, min næse var så kold som en Odenseansk vinterdag –  og blødt – ved jeg sku ikke rigtig, hvor han fandt henne …  men altså – been there, done that ..  og så er der ikke mere at sige om det ……..

Det var sjovt at prøve ……  men det er med det, som med græsk Retsina – en gang er nok ! ! !

 

Facebook Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.