Vi bor stadig i Grampians Nationalpark – i Halls Gab- i en lille træhytte, hvor vi selv står for al mad. Det er Mr. Niels der er mesterkok ?
Så i dag sov vi længe – det var tiltrængt – og faktisk dejligt ikke at skulle være klar til at tjekke ud kl. 10 og ikke at skulle dulle morgenhår og et andet sted hen at spise.
Vores primære udflugtsmål i dag skulle være MacKenzie Falls som er et af de største vandfald i Victoria – som er den stat vi opholder os i p.t.
Der var 260 trappetrin ned ….. På skilte blev der advaret om at trinnene var uens i højde, nogle var skæve og de var glatte selvom de var tørre og at det var en virkelig stejl omgang trapper.. og så er der selvfølgelig de samme 260 trin op igen ……
Andre skilte advarer kraftigt mod, at bade i den sø som vandet falder ned i og ikke at forcerer de rækværk der er opsat på farlige steder, fordi mange tidligere er kommet til skade og enkelte er endda slået ihjel.
Men en ting er advarsler, en anden er at få folk til at efterleve det. Jeg fatter det ganske enkelt ikke, når der så tydelig bliver gjort opmærksom på reglerne – om du vil – og man så VÆLGER ikke at efterleve dem, når der også gøres opmærksom på, at der IKKE er livreddere af nogen art, at der IKKE er mobilsignal, at det tager en time eller mere før nogen reddere kan være der – EFTER man har fundet et sted med signal, som kan være temmelig langt væk ?…… Men hva’ Jytte K. – du skulle jo bare se vandfaldet … resten må folk selv om … ja de må, men man undres…. (det er fint at tale lidt med sig selv … ?)
Nå, men vandfaldet var nok det flotteste fald vi har set …
Vi gætter på at det var 40-45 meter højt
og det var et af den slags, hvor der kom virkelig meget vand ned ….. Vi har tidligere på turen set vandfald som mindede mere om en dryppende vandhane ! ! ?
Efter at have beundret faldet og pisket Neller ud på mærkelige steder med mit 360 graders – i jagten på det PERFEKTE billede – var der ingen vej uden om de 260 trappetrin op igen …… iihhh guder – det var HÅRDT. Hvis jeg ikke kan knække nødder med min balder, når jeg kommer hjem, ja så er det i hvert fald ikke min skyld ??? …. FOR HOLD NU OP …… De mente det, da de skrev, at det var virkelig hårdt at gå tilbage. Men hey – I ved hvad man siger … 30 minutes pain, a lifetime of gain??? ….. yeah right … ??
På vej ud til Mackenzie Falls kom vi også forbi en stor sø. Det viste sig at være et stort vandresevoire som sørger for vand til to småbyer.
Det var et smukt område, hvor der også fløj smukke hvide Kakadues med gul hanekam rundt – vilde forståes – og der var mange af dem.
Bagved dæmningen var der et grønt område, hvor vi pludselig så et par kænguruer komme hoppende …. og det er jo altid godt ? Hele området var omgivet med bjerge eller klipper om man vil …. ret smukt …
Efter vandfaldet kørte vi ind til Brambuk National Park. Den ligger på vores vej, så det var nemt. Vi tog derind mest for at se kulturcentret, regnede også med at vi måske kunne se – og evt. købe – noget Aboriginal kunst, men det var mest det mere turistede ting de solgte derinde … og det giver vi ikke ….
Den søde ekspedient fortalte, at hvis vi lige gik ned til en stor eng, så kunne vi se både kænguruer og Emu’er og måske et par andre smådyr for de plejer at dukke op ved 16 tiden. Se se, australske dyr kan klokken … ?
Så der gik vi selvfølgelig ned …. af en trappe …. det vil sige at den ene af os faldt ned af trappen – eller til hendes forsvar, vred om på sin irriterende løse ankel, fordi hun ikke kigger hvor hun går …. Jytte K ……. Men heldigvis havde jeg taget vandrestøvler på og de gjorde det de skulle, så jeg stadig er i stand til at gå …… Nå, tilbage til engen ….. og tror I lige at vi så kænguruer ….. dem vi kunne se, talte vi 30 stk. ??????Det var FANTASTISK at se sådan en stor flok. Vi gik hen imod dem – jagten på det perfekte billede ved I nok – og huskede hvad Dan-Dundee lærte os ?…. IKKE kun at gå lige imod dem, men også gå på skrå ..så de tror at man går væk fra dem … husk at stå stille ind i mellem for at se hvordan de reagerer, man skal jo ikke stresse dem.På den måde kan man komme meget tæt på de vilde dyr. Og det skal jeg hilse at sige, at vi gjorde.
Nå, men intet nyt under solen på den ankelkant – vel hjemme igen satte vi os på verandaen med kaffe og et køligt glas vin – for lige at lufte tæer og hvile de trætte små balletfusser – og balder – og hvad skete der så ….. wiiiiiii -“vores” kænguruer kom igen, men i dag var der 3 “voksne” og en lille Joye …nåååårrhhh, hvor var den nuttet.
Og alt imens vi sad der og tog det heeeelt roligt ….hmm ….. eller noget ….så kom der dæleme en mere hoppende.?
Vi håbede på, at se vilde kænguruer da vi rejste herud, men det her overgår ALT ….. og de bliver på plænen i flere timer før de hopper afsted igen.
At indtage aftensmad med kænguruer og kakadues på græsplænen,
må da siges, at være den perfekte afslutning på endnu en lang og oplevelsesrig dag.